Jeg
materiens tildækker i
slør
som
synlige bedende stenskud i
kulører
som ingen
kendte

Jeg er jordens
nattens
dagenes vinde
tidens tålsomhed
Tanketrompeternes gamle gjaldende
hyldest
til indholdsløsheden

Jeg er fornuften
det
nøgternt blikstillende vand
på
overfladen af de
rumlende maver
indeni

Jeg er kroppene
de svigtede lig
henrådnet i katakombers høje paladser
nummereret med sirlighedsfornægtende
overtegninger
af livets ret

Jeg er eksistensen
så blidt sitrende
som sommerfulde morgenminders
maskarader
underfuldt beregnende
søgende sine begær
og sin
vrede

Jeg er hævnen
den uafskaffelige tro
på murenes følsomme væsen
beskyttelsernes trodsstærke slidsomhed
overrasket
i kærlighedens skakmatte skingren

Jeg er hændernes
hamrende livslange gribesvar
som
moderfingre
om spædbarnedrømmes tragedielogik
og fædres
kramper i søvne

Jeg er livets bekymrings begrænsning
Jeg er svaret der stilles
når spørgsmål forsvinder
Jeg er
din
uophørlige dundren på livets port
Min tavshed
er trofast
og
sikker