Ja, jeg kan. Den klassiske.
I mine unge dage, havde jeg svært ved at forstå den. Havde svært ved at se ind i musikken. I dag, er musikken en del af mig, og en del af den hverdag jeg får til at hænge sammen. Af kunstnere, har jeg mine favoritter. Både orkesterværker og opera, har mit hjerte.
Jeg kan ikke som resten af huset, bare have den kørende i baggrunden, skal lytte intenst, men så sker det, at jeg ikke er til at råbe op. Særlig hvis det er en kunstner jeg holder meget af, og hvis det er et stykke musik der går til mit hjerte. Jo, jeg har mine favoritter.
Jeg har været så betaget af et enkelt stykke musik, at jeg nærmest hørte ordene komme til mig, på dansk. Det var ellers Italiensk der blev sunget på.
Måtte printe de følelser jeg havde, og senere, når der blev ro, redigere det, så det også lød smukt i mine øren.
Hvad er det ved musikken der betager? Stemningen, den glade, den trykkede, den fortvivlede og den sprudlende, kommer i billeder, der er så klare, at jeg ofte undres.
Megen af den musik jeg hører, oplever som en brusen i kroppen, er mere end hundrede år gammel. Hvad kunne de musikere? Kan vi som forfattere lære af dem?
Sproget udvikler sig, så det ville lyde mærkeligt i vore øren, at læse en tekst af Chr. Winter. F.eks. Hjortens flugt.
Men hvad med musikken? Den udvikler sig da også, ikke? Og alligevel sidder der mange tusinde og lytter til gammel kammermusik, der med det sprøde spinet, kan få tårerne til at løbe ned ad kinderne på en af bar glæde. Jeg ved fra andre, at også de har den samme oplevelse.
Søren Rye Petersen, med sine udsendelser i TV, gør et kæmpe arbejde for at finde netop den musik, klassisk, der passer til netop den udsendelse han sender, om den er fra Norge, Island eller Færøerne. Og, så var det jeg tænkte. Hvad var livet uden musik, uden de følelser en Anne Sofie Mutter, kan lægge i sin violins lokkende og smukke toner, når netop hun tolker Massenet-Meditation, så jeg får gåsehud over det hele. Eller Anrea Bocelli, når han synger Shuberts Mille cherubini in coro? Så er jeg i hvert tilfælde aldeles solgt.
Det var såmænd bare en tanke der undrede mig, at musikken har en så voldsom magt over mig.