Grene svirper mod mit ansigt,
mens jeg løber gennem mit liv.

Jeg jages af en ukendt frygt,
som jeg ikke forstår.

I vildt løb når jeg kysten
og løber ud i vandet.
Svømmer, da jeg ikke længere kan bunde.
Panisk sætter jeg kurs over havet.
Hurtigt bliver jeg træt,
så uendelig træt.
Bølgerne bliver højere og højere.
Til sidst kæmper jeg for alvor for mit liv.

Midt ude på havet dør jeg en stille død.
Ingen kan høre mig
i lyden fra bølger og blæst.
Inden i mig hyler angstens indeklemte larm.

Jeg dør, mens vandet lukker sig om mig.

Jeg ser ud over lyse marker
med blomster og køer på græs
og mødre med legende børn,
mens en regnbue slår bro over livet.

Kun svagt erindrer jeg,
at grene svirper mod mit ansigt,
mens jeg løber
gennem livet på en jord, jeg har forladt.

Gennem et liv jeg ikke forstod.