Der sad en gammel mand på en bænk i solen.
Han sad og smilte så mildt
lige ud i luften,
og ingen forstod, hvorfor han smilte.

Han sad altid der i solen.
Kom alene, gik alene
og talte aldrig med nogen.

Men den gamle mand havde sin egen verden.

Han længtes efter kærlighed.
Han længtes efter sommer.
Han længtes efter al ting!
Men det gjorde ikke ondt.

Efterhånden som længslen
var blevet en større del af hans liv,
havde han lært at holde af den.
Han var blevet afhængig af den.

Længslen havde udviklet sig
til en tilstand af evig drøm.
Virkeligheden var for længst
blevet en kilde til irritation.

Kun i drømmen følte han sig lykkelig.
Drømmen og længslen var i sig selv
blevet hans foretrukne virkelighed.
Drømmen var blevet hele hans liv,
for intet andet kunne være så stort.

Når blot han kunne få lov til at drømme,
så havde han det rart.

Han mindedes et par linier fra en gammel sang:
'... den, som ingen bejler fik,
hun ta'r sig én i drømme'.
De linier tænkte han tit på.
Han syntes, det var så smukt,
for hvilken virkelighed
kunne vel overgå en drøm?

Sådan sad han og drømte,
mens hans klare, milde øjne så lige ud i luften.

Og ingen forstod, hvorfor han smilte.