"Dunk, dunk, dunk, dunk, dunk, dunk,"
lød den støtte rytme
i min barndoms tidlige morgener,
som en fiskekutter,
der forgæves søgte havn.

"Dunk, dunk, dunk, dunk, dunk, dunk,"
og så en syngende lyd
af metal der skar gennem træ.

Savværket arbejdede og forkyndte,
at en ny tryg dag var begyndt.

"Dunk, dunk, dunk, dunk, dunk, dunk,"
en glødehovedmotor på land
med trofast, bankende hjerte
trak svinghjul og drivremme
med store runde save
og lagde rytme under savenes sang.

Smidt, hed ham, der var savskærer,
en stærk og rolig mand,
med røde kinder i sit milde ansigt.

Altid spisende af det sunde æble,
som han holdt i en trefingret hånd.

Hans kone var syg,
og han passede hende
ved siden af savværket.

Ingen hørte ham klage.
Hun døde i hans trygge hænder,
og det vendte hans skæbnes gang.

"Dunk, dunk, dunk, dunk, dunk, dunk,"
lød det endnu i nogen tid.
Så sprang det over en dag eller to,
og snart blev dunkene sjældne.

En dag stod hjulene stille,
mens det sidste trygge "dunk"
og han selv med den
døde bort
en stille morgen i oktober.