Ordet blev skrevet og siden blev fyldt.
Bogen havde så mange ord og dog ingen mening.
Men stor var den.
Og alle havde selvfølgelig læst den.
Forståelsen spredte sig vidt i alle retninger og alligevel ingen steder.
Med den totale mangel på realitet beskrev den, den dødes liv.
Et langt liv.
D.v.s. mange liv, for hun havde både været ham, den og det.
Både i fortid, nutid og fremtid, som barnet, kvinden og guden.
Så egentlig var den ikke om hende, men om alt og intet.
Derfor stod den på hylden som et symbol på det perfekte og dog var den jo intet.
Så hvorfor vidste man så hvad det var, den havde dog ingen magiske evner eller andet, og dog var der noget.
For den stod og strålede på hylden sammen med de andre bøger, som symbolet på et afsluttet arbejde.
Sådanne står din livets bog og stråler, som et bevis på at endnu en sejer er skrevet i bogen.