Der’ en i min familie
der bli’r kaldt hellig Emilie
det’ min mor, hun er frisk som en gazelle
hun kender hver en trappe
hun har blade i sin mappe
i guder, sikke ting hun kan fortælle

Hun snakker kun om gud
det er svært at holde ud
man sku’ tro, at der var andre ting i livet
jeg hader det, helt ærligt
og jeg finder det besværligt
for min mor hun ta’r paradis for givet

Vågner op en tidlig mor’n
for at stå på vagt i tårn
med et blad, ved i hvad, det er da pinligt
hun er ellers rigtig nuttet
og når bladene bli’r puttet
så har vi det for resten helt fortrinligt

Jeg har ikke taget skade
af at kigge i nogen blade
tværtimod, jeg’ på go’ fod med det høje
to og to har jeg lagt sammen
og har droppet det med amen
og fjerner selv nogen splinter i mit øje

Jeg siger både sgu og fanden
vender kinden til en anden
for jeg tror sgu ik’ på noget efter døden
jeg har fået min egen mening
så nu er jeg blevet hedning
efter døden er der ingen der skummer fløden