Synkende dybt, skjulende navnet som påskud
liggende nøgen men dog dækket af sne
pisket til at indse camouflagens yderpunkt
af selv’et som en trodsig fjende af egen biologi.

Synkende dybt, fornægtende de udtømte år
blottet for ego, offentligt forklædt i glasskår
mozaik af modspil til erkendelse, minus tro
visionært, konkret, overfortolket, aldrig bevist sandt.

Synkende dybt, og det som gemmer sig på bunden
af pubertetens hundredvis af dødstolkninger
hvis livsfunktion er sat ud af spil
vil generationen overholde livet subjektivt?

Synkende dybt, antageligt mod anonymitet
livet er en trodsig stjerne i slukket himmelerkendelse
en skakt bag læberne, en misbrugt ordløs sommer
autenciteten uddød med fornægtet synsevne.

Synkende dybt, social genoplivelse
troede du før så din konstante tilstedeværelse
som et vakuum i din selvstændighed
poetisk død, socialt betonet fælles afkald på nuet.

Synkende dybt mod døsig politik
camouflerende ekstentiel sult
afkald på håbet om havet
abrupt ligger du mentalt død
mens alle pludselig taler til dig
som om du næsten
var blevet én af dem alle sammen...