Fjern dine stemningsløse indfald fra mine læber
hvis du skal sidde dér på min finger
forklædt bag et sent smil af fløjl,
hengivent så du nærmer dig anonymiteten af fald
forsvinder fra en linie til an anden, spændt op
stereotypt forsvindende fra navn og påskud
og du ligner pludselig blot et mellemland.

Du har grådigt udlagt mit maveparti
som heroisk i dit øjes nu
og var det en bøn eller dig selv dér i mit skød
idet du indbilder størrelse og varighed af spillet
og svulmer mine lemmer til skamme i klichéer
uden at vide før indsigt og mening bag tapetet
hvordan jeg ser på en forkastelse som dig
en forbrydelse mod poesien, et misbrug af rapt sprog
mine øjne er ikke frit fald lige fra kønnet
og ikke i aften er jeg dansende i græshopper
eller syngende i lyse himmellag.

Næh, vissen suite, og du tynger hjernen i gulvet
med et ansigt der blot lyser cellofan
mens jeg må gøre dig trist ved at sige din manddom
at jeg består af modtryk og bør elskes på yderpunkter
af sprog og sind så nuancerne i blodet tilføres varmes
jeg behøver kontraster og ikke anser ikke gerne
din angst for karusseller i din nedrige rutinespontanitet.