Min morfars ansigt var som mejslet i granit
furet og rynket og skægget var stridt
øjnene lynede under buskede bryn
og rester i mundvigen af den grove fra Stryhn

Han havde en vane der længst er gået af mode
han brugte snus og pomade i sit hoved
et guldur med kæde i lommen på vesten
på marken bag gården havde han tøjret hesten

Han lærte mig alting om heste og rabarber
krikken var nordbagge, ikke araber
til middag der tog han en lur på en time
det var han tvunget til, det her skal jo rime

Han viste mig hvordan man slagter kaninen
og hvordan man hurtigst tømmer latrinen
der var ikke den ting han ikke kunne klare
lige bortset fra når han sku' hilse på min far

De tider er ovre og kommer næppe tilbage
jeg fortæller mine børn det var kronede dage
de lytter med undren men min datter hun er kvik
Far, sku' I også selv slagte jeres slik