Hun står på sine tæer og rækker
efter noget hun ikke kan nå
hendes krop er temmelig lækker
får enhver mands hjerte til at slå

Hendes smil kan sagtens smelte
et isbjerg så stort som et hus
hendes friske latter kan vælte
Mont Blanc, så det styrter i grus

Hun er skarp og kvik i replikken
er hun først trængt op i en krog
vær sikker på at du fik den
hun smiler så sødt, hun er klog

Hun ved godt hvor grænsen sættes
hun sætter den nemlig selv
der er ikke meget der kan rettes
for hun hader at stå i gæld

Måske derfor lever hun alene
i et glashus med baldakin
hun har jo selv sat i scene
sit skuespil i rollen som fin

Hun trives og er fyr og flamme
i sit glashus placeret på Hven
så er der ingen der kan ramme
når hun selv kaster med sten