Træhuset i den californiske ørken havde en terrasse, der gik hele vejen rundt. I et hjørne stod den spa, som de købte sidste sommer. De havde talt om den længe, mens børnene voksede op. Så kunne de ligge og se på solafbrændte bjerge eller stjerner. Når han havde fri. Han overnattede på brandstationen under sine ugelange vagter. Skovbrandene havde været endnu mere voldsomme i år. Hun havde fulgt med på tv. På væggen op til førstesalen hang et billede af ham, hvor han stod smilende med et trofæ. True American hero sagde hun højt, mens tomheden bredte sig omkring hende.