Jeg har snart ventet 24 minutter. Der mangler en brik i træpuslespillet ovre i legehjørnet, og pegebøgerne ser fedtede og nussede ud. Godt man ikke er her med et barn.
Manden ved siden af mig har ikke løftet blikket eller fingrene fra sin smartphone en eneste gang, siden han kørte sit gule sundhedskort gennem registreringssystemet, for 13 minutter siden. Er han simpelthen reelt opslugt af sin digitale verden, har han virkelig travlt og faktisk ikke tid til at sidde her og måske være syg, eller gemmer han sig bare fra virkeligheden i venteværelset? Med nypudsede designersko og en velholdt cirka 40-årig krop emmer han af kontrol. Mon han har interesse i nogen af pjecerne i stativet, der hænger på væggen ved siden af udgangen og håndspritten? Der er nok at vælge i mellem. "Lev med diabetes", "Få styr på din alkohol", "Sænk blodtrykket", "Ondt i sindet".
En ung kvinde med hårdt optegnet øjenbryn og et tykt lag foundation over teenagebumser og fremtidige rynker tripper forbi på høje hæle. Til min egen skam når jeg lige at tænke "Abort - det svære valg er dit", inden hun uden andet end sin mobil i hænderne forsvinder ud af døren.
Jeg rejser mig, snupper "Når demens rammer", og skynder mig tilbage til min plads ved siden af mormor. Der står nok ikke noget, jeg ikke allerede ved, men det kunne jo være. Tænk hvis der var kontaktoplysninger til nye relevante foreninger eller links til revolutionerende forskning, vi ikke kender.
Så har vi været her i 27 minutter. "Bente Holm". Endelig. "Kom mormor, så er det os", siger jeg og vrister det farvestrålende ugeblad fra hende. Det lykkes at få hende op af stolen. Jeg holder hende om skulderen, mens vi usikkert går hen til lægen mod nye test og prøver - og mod mere venten.