S-togets døre bipper til afgang og vognene glider summende i gang. Der er en del mennesker omkring hende, men det er ikke som i myldretiden. Hun ser ud af vinduet mens København suser forbi. Huse, gader, biler og mennesker i et virvar af hverdag. Men det er IKKE hverdag. Alt er vendt på hovedet. Hun er tilbage og det var ikke planen. Det var et tvunget valg og der var intet at stille op. Inde i toget ser hun det samme. Mænd, kvinder og børn. Cykler tasker og barnevogne folk maser rundt med. To unge mennesker sidder på sædet overfor. De er pjækket fra skole og sidder nu og brokker sig over lektier, lommepenge og forældre. Et par mødre med to forkælede unger der tror de har skabt et vidunder står i mellemgangen og klager over uduelige pædagoger og at chefen ikke forstår deres kamp for at klare karrieren og familien. Et par ældre damer et stykke fra hende taler lavt men hun kan tydelig gøre at de handler om lægen der ikke forstår at hun ikke tåler den forskrevede medicin og den anden nikker og suplerer med hvor ofte hendes hverdag forstyres af hjemmehjælp og kontrolbesøg hos lægen. Togets kupé virker hende alt for trang og alligevel synes disse fremmede mennesker så langt væk. I hver deres bobbel af fællesskab og nærvær om hvad de ellers måtte tale om. Afvisende og mistænksom... Ja måske endda irriteret på enhver afbrydelse fra en fremmed der våger at blande sig.
Alt dette kører som en monoton skræppen af ligegyldigt ævl. Hvad ved de om livet? Opvokset i dette land som svarer til en villavej i forstæderne i forhold til en arbejderlejlighed på Vesterbro i 30'erne. Nå, ja bevares problemer er vel problemer i den sammenhæng de nu er, men stille sidder hun og ser denne verden udefra og tænker på det så med egne øjne og følte på egen krop. Hendes hjerte bærer nu på langt større sorger og øjnene ser lidt mere klart.
Men hvordan kan hun så passe ind i dette S-tog, i denne verden og i sin familie når de aldrig vil kunne forstå?