Vågne igennem sin brandert af telefonens ringende katastrofe. Rengøringsdamen spørger, hvem som kommer og åbner. Hvad er klokken? Kaste dynen af og rammes af svimmelhed og indsigten at have sovet i stiletter. Med en hånd trække strømpebukserne af, med den anden rode efter et par jeans. Miste balancen og få øje på et ben, som stikker ud under dynen.
Proppe toppen ned i bukserne og tørre makeupen af på vej ned af trappen. Halse gennem byen, inden solen er nået op over tagryggene. Høre forældrene snakke mens cykelnøglen driller. Åbne døren til børnehaven og mærke opkastet eksplodere ud af munden.