Glassene klirrer i kor. Lars lægger hånden om Monas nakke og giver hende et inderligt kys. Jeg smiler stolt. Ingen fortjener det mere end hende. Som den ældste har hun altid været der for mig. Nu er det hendes tur til at blive tænkt på. Passet på.

Festsalen summer af glæde. Christian sidder ved min side og skyller et glas rødvin ned i én slurk. Han ser på mig med blodsprængte øjne, mens han snøvler et par halve sætninger frem.
Mine tanker tager på vandretur. Det er vores første gensyn i flere måneder. Jeg besøger ham ikke så ofte længere, Mona gør heller ikke. Selvfølgelig har vi dårlig samvittighed, men det kan jo ikke være vores ansvar mere. Hvis det nogensinde har været det. Vi kan jo ikke gøre for, at hun - den unævnelige - knapt havde født, før hun fik benene på nakken og efterlod ham med to børn.

Jeg begynder at frygte, at han vil skabe en scene. Mine tæer krummer sig instinktivt, og jeg skæver mod Mona. Hun er heldigvis fuldt optaget. Bredt smilende. Christian prikker mig på skulderen og forsøger sig igen med den sætning, der indtil videre kun indeholder tre rigtige ord.
Stolen på hans anden side er tom. Jeg kan ikke undgå at føle lettelse. Vi skulle jo nødigt blande andre ind i vores lille verden, opbygget af tabuer. Alligevel har jeg lyst til at råbe ad ham. Skrige som en uregerlig teenager. Men jeg gør det ikke. Jeg lader ham skvulpe mere rødvin i glasset og spilde på sin skjorte. Lader ham sidde med tunge øjne. Og de dumme kommentarer.

Pludselig rejser han sig og slår en ske mod sit glas. Mine indre advarselslamper blinker omgående. Lamperne har været der, siden jeg var barn. Jeg føler et sug af angst, der får min puls til at hamre af sted. Panikkens sved breder sig lynhurtigt. Han gør optakt til talen, men snubler i stedet over den røgfyldte luft.
Nu ligger han på gulvet og ser bevidstløs ud. Hundrede øjne hviler på os, og salen er stille som en frostmorgen. Min første tanke er, at det er pinligt.