Der var ingen lyd, ingen lugt, ingen følelse - ingen smerte. Der var intet hun kunne tage med sig. Hun svævede i intetheden, og vidste ikke hvor hun var eller hvordan hun var endt der. En tanke begyndte at danne sig i intetheden, lever jeg eller jeg død. Har jeg nogensinde eksisteret, findes der andre mennesker - er jeg et menneske?
En revne i mørklægningsgardinet kastet en smertefuld lysstråle, som hun ikke var sikker på hun ønskede. De knuste lemmer vågnede og sendte impulser til hendes forvirrede hjerne.
Som ved en fødsel, bragte et skrig hende tilbage til livet og smerten. Pludselig kunne hun smage jern, lugte afføring og mærke den klæbrige følelse af blod. Jeg har levet, tænkte hun, er dette endestationen?
I gennem et rødligt lysskær så hun gule jakker og blå blink. Lige udfor hendes blik lå en mand, med klistret skæg, på knæ imens han græd uhæmmet og skjulte sit ansigt i hænderne. Det undrede hende at han ikke havde en jakke på til at beskytte imod den silende regn.
Hun fornemmede at der blev sat et telt op der kunne beskytte hende, eller andre - hun smilede et usynligt smil. Lyset blev gult og stabilt. Hænder rullede hende fra side til side, fjernede hendes tøj - normalt ville hun have protesteret, men hvis dette var endestationen var hun ligeglad. De kunne gøre hvad de havde lyst til. Hendes maveindhold forlod hende, og sammen med det, trykket der havde forhindret hørelsen. Et virvar af lyde, gråd og skrig blandede sig med rystede professionelle stemmer. Regnen trommede en sørgelig melodi på teltdugen, og hun tænkte på skænderiet hun netop havde haft, inden hun havde smækket døren og trukket Josefine ned af trappen - Josefine.
Smerten og bulleret fra hendes puls forhindrede at hun kunne forstå hvad de sagde. Lastbilchaufføren så - - - aldrig. Barnet - - - dødt. Kommer til - - - leve - - - livsløgn . . .