Vi sætter tempoet op. Alle skubber for at komme først frem, selvom de godt er klar over det kun sænker os alle. Der går panik i de første, og det spreder sig hurtigt til resten af flokken. Selv har jeg god tid, men det er der intet der hedder dette sted, så jeg må følge med strømmen. Der er for meget støj til at hovedet kan få sat tanker i gang. Mine øjne skuer en dreng på maksimalt 7 år, han sidder helt alene, grædende på en bænk, så jeg skynder mig at tage hans hånd. Heldigvis nåede vi toget.