Trofæet stod blank og skinnende på hylden i det blank pudsede glasskab. I glasset spejledes den tomme have, der klædt i efterårets jordfarver, virkede øde og forladt. Som havde det aldrig været sommer.
Hvis man stillede sig lidt skævt foran skabet, kunne man fange glimt af det gamle klatretræ, hvis stamme var blevet tyk og barken snoet, efter mange år, hvor det havde udholdt al slags vind og vejr, og stadig stået klar og frisk, ved den første forårs sol, når vi kom tumlende ud og svingede i dets grene, med høje frydeskrig.
Pressede man næsen helt op imod glasset, kunne man efter intens stirren ind i pokalens runde overflade se rundt i hele stuen på een gang.
Man kunne se sofaen, der havde fået en langt og tyk form, man kunne se TV'et, stort og prægtigt, man kunne se kurvene med garn, og strikketøjet der fint var lagt ovenpå, nok mere for pynten end for brugen. Man kunne se familiebilledet, med de tomme, unaturlige smil og man kunne se sin egen næse, stor og misformet, presset op imod skabsdørens glas.
Når man sådan stod og betragtede verden igennem pokalens guldbelagte genskær, skulle man passe på med at stå for længe. Næsen efterlod fedtede spor på glasset, og så brød helvede løs. Det perfekte ydre ville krakelere. Skam ville blive bragt over familien.
Hvis man var fiks, kunne man hurtigt tørre pletten af med en snif af ærmet, og med lidt held ville pletten være usynlig for det blotte øje.
I værelset ved siden af lyder vækkeuret. En høj og skærende lyd, der brat hev en ud af trancen, og væk fra det hypnotiserende glasskab. Med en hurtig, men stadig nænsom armbevægelse, blev fedtpletten fra næsen udtværet, til den nåede et stadie af gennemsigtighed, og mere lydløst end en edderkop der kribler hen over sit spind, klar til at angribe sit intetanende offer, forsvandt man ud af stuen, og væk fra trofæet.
Inden man helt fordufter fra jordens overflade, griber man en tomat fra det store keramikfad, og lukker stille døren bag sig.