Hun var så lykkelig. Hun havde ikke prøvet det før, at blive inviteret til et skolebal. Men det var hun blevet denne gang. Hun glædede sig, som et lille barn juleaften. Hendes mor havde købt en lyseblå kjole. Den havde et perlebesat, broderet overstykke. Hendes mor satte hendes hår, hun smilede.
Han hentede hende kl. 20 samme aften som ballet skulle stå. Hun så, at han sagde hej til hende, at hun så smuk ud. Hun nikkede til ham og smilede. Han eskorterede hende ud til bilen. En stor sort cabriolet. Hun glædede sig til at mærke dens hestekræfter og vinden i hendes opsatte hår. Han havde et stort flot anlæg i bilen, et der effektivt kunne udsende lydbølger af mærkbar art. Hun følte sig et med musikken, det var en opmuntrende melodi. Hun kastede et blik på ham, han sang med og blev en smule forlegen, da han opdagede at hun havde bemærket det.
Aftenen forløb roligt, han prøvede at lokke hende med ud og danse, men hun danser ikke. Slet ikke efter den aften. Han fik nemlig lokket hende med ud og danse, ved at gå på knæ og bede. Han så komisk ud der i sine fine bukser, på knæ med foldede hænder. Hun fulgte med, holdt sig tæt til ham. Mærkede rytmen og det hele gik så godt, indtil han kom lidt væk fra hende. Hun mistede taget i hans hånd på det overfyldte dansegulv, det var som et marked i Japan på udsalgsdagene. Det gik jo så fint, hun blev mere og mere selvsikker, de andre dansede, hun fulgte deres bevægelser. Hun lukkede øjnene, indtil den velkendte følelse bredte sig i hendes krop. Den følelse der kom hver gang hun gjorde noget flovt. Hun kunne føle folk grine af hende, hendes bevægelser blev langsommere, hun turde næsten ikke åbne øjnene, da hun følte ham tage hendes hånd. Han tog et fast greb i hende og begyndte at danse tæt med hende, selvom de begge to vidste der ikke var noget musik.
Hun græd en smule, det var derfor hun ikke blev inviteret.