Hun åbnede døren, råbte at hun var hjemme for at se om hendes mand også var.
Et falsk smil blev limet fast på hendes ansigt, hun prøvede på at få sine øjne til også at smile, men det mislykkedes, hendes øjne lynede af had.
Hun gik lidt rundt i huset og kiggede på alle de ting som stod rundt omkring på hylderne, vær eneste gang hun havde haft et skænderi med hendes mand, havde hun revet noget ned fra en af hylderne og kylet den ned mod gulvet, så de gik i flere tusinde af stykker.
Men når skænderiet stoppede, satte han sig altid ned, og brugte lang tid på at lime de ting sammen, som hun havde smadret.
Hun stod og kiggede på en lille blå kat, der var revner overalt på den.
Hun kunne ikke holde raseriet tilbage, hun tog fat i katten og kastede den ned mod gulvet.
Hun fik et shock da døren brød op, og hendes mand trådte ind, han gik ind i stuen og så på den lille blå kat, som lå livløs i flere stykker ud over hele gulvet.
Han kiggede i noget tid på katten, så på hende, og så katten igen.
Han smilede nervøst og sagde "det gør ikke noget skat, den skal jeg nok lime sammen igen"
hun prøvede at nedstirre ham, hun prøvede at brænde ham med hendes øjne.
"Jeg ved at du har en anden" hvislede hun, det ramte som en pil lige igennem ham, en giftig pil.
Det var for sent at redde ham, giften spredte sig, hurtigt.
Han var tavs, hun vidste at hun havde ret.
Hun spejdede rundt i rummet efter noget mere at kyle ned på gulvet, og hun fik øje på det.
Et billede, der engang havde betydet meget for hende..
Det gjorde det ikke mere.
Hun tog billedet og smadrede det ned i gulvet, hvorefter hun råbte. "PRØV OM DU KAN FIKSE DET!"
Hun brasede ud af døren, med øjnene fulde af tårer.
Der var helt stille, han gik hen og samlede billedet op.
Under det revnede glas kunne han skimte et halvgråt billede af ham og hans kone, hun smilede mens hun stod der med hendes hvide kjole og buketten i hånden, klar til at kaste.