Øv nu kommer de dumme mennesker igen og snupper en bid af min skov. Den skov hvor jeg er født og opvokset, er blevet meget mindre i mit korte liv. Det er efterhånden umuligt at bare kunne gemme sig mellem træerne, trave hen af vekslerne eller nippe til knopperne på grenene.

Min skov er også gennemskåret af flere grusveje, en del af mine venner er allerede blevet kørt ned af de tåbelige respektløse menneskers biler. Men jeg har da lært, hvordan jeg kan skræmme skidtet ud af dem. Jeg stiller mig bare op i vejsiden hvor de kan se mig, og bremser ned, helt ned. Når de så holder bomstille i deres forbandede biler og nyder synet af mig, galoperer jeg hen med geviret nede og sørger for at lave buler i bilen. Åh det er en herlig fornemmelse at se, deres først skræmte ansigter, så forbløffelsen, og til sidst raseriet over at det forbandede krondyr har tilladt sig at skæmme deres bil, med både buler og ridser i lakken. Men det er kun et par dunk her og lidt skraben dér, så er jeg væk igen. Så kan de lære det kan de, de grådige mennesker.

For mennesket er den farligste dyrerace på jorden. De tager vores skove, heder og moser. Vi er kun brugbare når der er jagt, ellers må vi gerne bare forføje os til andre steder. Men de steder er der snart ikke mere.