Det er ikke nemt.

Uhasomda nu skete det igen, atter gjordet ondt at lande. Om det var den fysiske eller mentale landing som gjorde mest ondt, var ikke til at hitte rede i. Nå det er ikke første gang og bliver sikkert heller ikke sidste gang det sker. Note til mig selv, mere beskyttelse på næste gang. Det er da også pokkers sådan nogle, i grunden småting, sker konstant, at der skal passes på hele tiden. Må lige se efter om klippekortene er der, jo det er de. Jeg ved jeg vil blive spurgt om hvad jeg nu har lavet, og om det er lavet med sædvanlig grundighed. Bahhhh hvilken ironi de dog kan bruge derinde om lige netop mit specielle talent. En bog mig her, en sok mig der. Jeg skal da ikke klage, min hjælper står parat døgnet rundt hvis han da ikke lige er optaget af noget andet, såsom dejligt duftende damer.

Hver evig eneste gang mit talent viser sig koster det noget, ikke kun af min krop og sjæl men også penge. Omvendt får jeg en masse igen, ironien, sarkasmen og satiren hvor kun fantasien sætter grænser for at udvikle andre talenter. Men dem skal jeg ikke komme ind på her. Næh, mit unikke talent som næsten er ophøjet til en særlig kunstart, er medfødt. Jeg behøver slet intet at gøre selv for at holde det ved lige, det klarer talentet skam helt fint alene. Jeg ville sikkert kunne få arbejde i en hel del brancher på udelukkende dét, men ingen vil forsikre mig for det vil koste mere end spidsen af en jetjager.

Nu er der ikke noget der er så skidt det ikke er godt for noget. Jeg får skærpet mine sanser overmåde meget. Dufte opfanges og skilles ad i atomer, kroppen kompenserer hurtigere og hurtigere, hørelsen er langt over normalen, min 6. sans fornemmer i løbet af ingen tid stemningen i en given situation.

Mit talent begrænser og udvikler mig, hver gang der sker noget. Jeg lever med det og kommer til det resten af mit liv.