En let brise strejfede træernes kroner med en sådan ynde, at mit hjerte lod sig føre bort. Det sprang på den næste vind, ligeglad med konsekvenserne. Det svævede mod fjerne horisonter, til steder hvor solen altid skinnede, hvor fuglene altid sang, hvor latter altid hørtes.
Det frydedes over skoven den skuede, bølgen den anede. Den frydedes over mågens skrig, over bålets knitren. Vinden dansede letsindigt videre, uden hensynstagen til, at den havde en meget vigtig passager ombord. Og sådan er det måske. Måske ser vi ikke det, der er allermest vigtig.
Pludselig faldt mit hjerte, ramte vandets overflade, bølgens skum. Jeg var bange for at jeg ville drukne. At mit hjerte ville fortabte sig i havbundens mørke, at det ej igen ville skue en solnedgang eller mærke glæden ved en vens hjemkomst. Jeg mærkede mørket slutte sig om mig, nej nærmere min sjæl, måske den line, der forbinder sjæl med hjerte, liv med mening, glæde med sorg. Dødens fangarme lukkede sig om min glæde, kvalte den, til den blot var en fjern skygge. En af fortidens glemsler. Jeg mærkede, at noget gik tabt. Noget betydningsfuldt, jeg ikke kunne undvære. Jeg skreg, eller min sjæl skreg. Eller det hjerte, som nu var druknet i pinslens hav, skreg… jeg ville væk, jeg ville ophøre med at eksistere…
Vækkeuret ringede. Meddelte at en ny dag stod for døren. Jeg åndede lettet op. Blot en drøm. Intet virkeligt. Intet ægte. Jeg stod op og klædte mig på. Drømmen hang stadig et sted bagerst i min bevidsthed, men i øjeblikket blev den fortrængt. Jeg havde travlt med dagens mange gøremål.
Pludselig ringede telefonen.
”Hør, Maja,” sagde en stemme fra røret. Jeg kunne ikke genkende den, da gråd og fortvivlelse slørede dens oprindelse. ”Der er sket en frygtelig ulykke… Din bedstefar…”
Mere hørte jeg ikke. Jeg vidste, hvad det betød. Han var borte, væk… Væk med vinden, druknet i havet. Mit hjerte var gået tabt… Og jeg ville nok aldrig se det igen.