Så snart hun træder ind ad døren, mærker hun stanken bane sig vej ind igennem hendes ellers tilstoppede næsebor. Hun lægger nøglen på det vakkelvorne bord ved siden af døren. På vej ind snubler hun over en bunke ragelse, der ligger midt i den mørke entre. Han sidder inde i stolen og glor på fjernsynet, det vidste hun allerede, før hun begav sig op i opgangen med de knuste loftlamper. Hun betragter ham fra døråbningen. Som han sidder der i sin slidte, brune læderstol og med en undertrøje spættet af gamle madrester, beslutter hun sig for, at det er det rigtige, hun gør.
”Stå ikke der og glo dit tåbelige pigebarn, kom dog med noget mad!” råber han med sin hæse stemme.
Hun vender sig om, vælter en bunke skramlende øldåser og skynder sig ud i køkkenet med den gule netto-pose i hånden. Hun har købt en steak i dagens anledning, hun er jo nødt til at være sikker på han spiser det hele. Hun mærker efter i jakkelommen, jo flasken er der stadig. Normalt ville hun vel samle øldåserne sammen i den nu tomme netto-pose, men det kan vel ikke betale sig i dag.
Hun ser ned på den møre, brune steak, den ligger og svømmer i brun sovs, hun stikker hånden i jakkelommen og mærker den lille flaske mellem fingrene. Kold. Det siger kun et lille plop, da hun trækker proppen ud og vender bunden i vejret. Hun åbner køkkenvinduet, kigger ud over de snedækkede tage. Trækker vejret dybt ind og slynger den nu tomme flaske over på det modsatte tag. Hun hører ikke den lander.
”Dumme tøs, kommer der snart noget mad eller hvad?” vrisser han inde fra stuen.
Som i en trance tager hun tallerknen, går ind i stuen og sætter den på bordet ved siden af ham. Han kigger ikke engang på hende. Hun vender rundt, træder over bunken med ragelse, flår entredøren op, løber ned ad den mørke trappe og fortsætter ud i den blændende hvide sne. Hun lader nøglen ligge.