Hvis hun dog bare kunne spole tiden tilbage, hvis hun dog bare kunne, så var det aldrig sket.
Nu kom han snart, skulle hun fortælle sandheden, eller vente.
Vente til hvornår? Ville det rigtige tidspunkt overhovedet komme?
Miriam vasker sig, putter lidt hurtigt sminke i ansigtet, og snupper en Panodil, i håbet om at det vil lindre, blot en lille smule.
Hun står lidt i tavshed, og kigger på sig selv i spejlet. Bare vendt om nogle måneder så… Miriam tør ikke tænke tanken til ende.
Det ringer på døren.
Endnu før Miriam når ud til entreen, står Casper i stuen.
Ja man er vel kærester.
Casper kommer dagligt i Miriams lejlighed, og føler sig så godt som hjemme.
De sidste nye planer, er også, at de snarest muligt skal flytte sammen.
Miriam bliver trist ved tanken, det vil han nok slet ikke nu.
Hele hendes liv, alle hendes drømme er ødelagte.
De havde så mange planer. De skulle ud at rejse, ud opleve verden.
Det hele ville være ødelagt.
Bare på grund af den ene aften.
"Hej skat" Casper giver Miriam et kys. "Hej" skal vi ikke sætte os ned.
Alle møblerne begynder at svimle for hendes øjne.
Og en kvalmen bobler frem i hende.
"Er der noget galt, du er helt bleg"
Casper ligger bekymret en arm rundt om Miriam.
"Jeg tror, jeg er ved at få lidt influenza" Kommer det stille fra Miriam, alt i mens hun gør et ihærdigt forsøg på, at få styr over kvalmen.
Skal jeg fortælle det? Nej jeg tør ikke.
Han vil skride med det samme, mit liv vil være forbi. Han vil blive tosset. Han vil aldrig tilgive mig. Han hader børn.
En storm af tanker, køre på fuldt tryk rundt i hovedet på Miriam, mens en tåre stille løber ned af kinden.