”De var forgabte i hinanden, men de lignede ikke et elskende par” lænkerne larmede i lokalet.
Præsten over for ham rykkede lidt på sin stol og fremkaldte en høj, skinger lyd.
”To enebørn der ikke kendte til kompromis” øjnene flakkede.
”To teenagere, hvor den ene var lige så klar til at skille sig af med den anden, hvis der var et eller andet som ikke lige passede ind i deres Beverly Hills forhold og vennekreds” han så længselsfuldt imod overvågningskameraet under loftet, over døren.
”Det virkede så overfladisk og falsk” alle ord blev vejet på en vægt af fineste karakter, han foldede atter hænderne.
”Ethvert ansigtsudtryk. Enhver bevægelse. Det hele blev analyseret, og jeg stykkede deres livshistorie frem i løbet af togturen” præsten sagde intet til den sidste kommentar, men lagde blot sit ene ben over på det andet.
”Tror du at Herren vil tilgive mine handlinger?” sagde fangen mens han gravede sin mest længselsfulde stemme frem og kiggede præsten direkte i øjnene.
”Jeg ved, at Herren har en plan med os alle, mit barn” køligt leveret, som om alting var ligemeget og der intet formål eksisterede i Verden. Han troede så meget på den lille sorte bog, at alting kørte på automatik. Han var... fjern.
”Siger du, Præst, at Herrens plan med mig er, at jeg skal slå et barn ihjel. Som et bremsespor i samfundet der kan vaskes væk ved 40 grader og dårligt vaskepulver fra billigste hylde?” han smilede diskret, han havde præsten hvor han ville have ham.
”Det er ikke min opgave at fortolke eller forklare Guds hensigter, min søn. Vi er kun dødelige af kød og blod, og det er os ikke pålagt at stille spørgsmål ved Den Store Plan” han var fjern. Væk. Stemmen havde intet i sig. Hul, tom og blottet for enhver menneskelighed.
”Præst?” han smilede igen.
”Ja, min søn?” han kiggede, for første gang, på fangen foran ham.
”Tror du, at din datter tænkte: 'det er Guds plan', da jeg voldtog hende, for øjnene af hendes unge kæreste og bagefter slog hende ihjel?” han lænede sig tilbage i stolen, og lod det hele være op til Præsten.
”Du vil få din straf. Hvis ikke i dette liv, så det næste. Vær sikker på det” han fjernede ikke blikket fra fangen. Han blinkede ikke, men lagde blot sin hånd på den lille sorte bog.