Tusmørket var faldet og der hvor der for et par minutter siden havde været lange skygger, var der nu tiltagene mørke. Hun gik på venstre side af den lille landevej, mod hovedvejen, hvor bussen standsede. Det havde været en dejlig aften hos hendes bror, Lief og hans kone. Rigtig god, med grillede bøffer og lidt for meget rødvin. Normalt ville Lief eller hans kone have kørt hende til stationen, men de var over promille grænsen. Det gjorde ikke noget. Det var en lun aften. En af de dejlige lyse nætter og der var jo kun 500 meter til hovedvejen. Hun kunne sagtens nå den sidste bus.
Uvilkårligt havde hun taget sine nøgler i højre hånd da hun forlod huset. Det gjorde hun altid disse dage. En tillært vane. Pegefingeren stak hun gennem nøgleringen, og lukkede hånden om dem. Nu havde hun et våben. Hun gik med målsatte skridt, og da hun var halvvejs og skulle forbi skoven, skiftede hun side og gik på højre side af vejen. Hun holdt godt øje med skoven.
Ventetiden ved stoppestedet træk ud. Bussen skulle have været her 5 minutter siden. En bil kom og sænkede farten. Føreren kiggede nysgerrigt på hende. En ensom kvinde langs vejen, midt om natten. Hun knurrede nøgleringen så hårdt at spidserne bed ind i håndfladen, og vente sit blik bort.
Bilen fortsatte hen til vejkrydset, og vendte om. Nu kom den tilbage, og standsede foran hende. Vinduet gled ned.
”Hej, hvis du venter på bussen, så kommer den ikke.” sagde stemmen inde fra bilen. ”Den fik motorstop i Kragelund. Så sidste kørsel er annulleret i aften.”
”Ah nej,” svarede hun nervøst. ”Hvad havde de tænkt sig?”
”Det er ikke godt at vide,” lød stemmen. ”Hvis du skal ind til Silkeborg kan jeg godt give dig et lift. Jeg er på vej hjem. Hvor skal du hen?”
Hun klemte nu nøglerne så hele hånden gjorde ondt. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Sidste gang hun havde taget imod en køretur fra en fremmede, var det gået så galt som det overhoved var muligt. Hun havde aldrig fortalt nogen om den frygtelige oplevelse. Og hun havde svoret, at hun aldrig mere ville stige ind i en bil, uden hun kendte dem der var i den.
Føreren kunne mærke hendes ubeslutsomhed. Pludseligt tændte han lyset inde i bilen. Nu kunne hun se ham. En lyshåret fyr, måske midt i tredverne, kraftigt byggede. Men bedst af alt havde han uniform på. Og et politiskilt over venstre bryst.