Gid det aldrig bliver morgen, gid solen aldrig står op hvisker jeg ind imod din bare hud.
Ja svare du bare for vi ved begge at det ikke kan blive ved’ vi ved det inderst inde, men vi prøver at glemme det for nu er det nat og i nattens mørke kan man være hvem man vil, men vi ved at vi bare vil være sammen.
du kysser mig endu engang, og endu engang glemmer vi, glemmer at du skal rejse, glemmer at vi måske aldrig ser hinanden igen, og glemmer at jeg i virkeligheden ikke er din, ja alt det glemmer vi i et enkelt kys.
Vi glemmer virkeligheden og gemmer os i den urrealistiske drøm’ drømmen om at være sammen.
Smukke ord hvisker du ned i mit hår og jeg lytter mens jeg inderligt ønsker at natten ville vare evigt, jeg kysser din mund igen og hvisker at du er min for det er jo hvad vi tror i nattens mørke for i mørke er det alt for let at glemme virkeligheden.
Trods mine ønsker står solen langsomt op og lyset dræber mørket og med den forsvinder den sidste del af vores uvirkelighed, du rejser dig og jeg sidder og kikker på dig fra den varme seng’ den føltes kold uden dig tænker jeg og pludselig skylder virkeligheden ind i mit hoved’ at du forlader mig!
, jeg rejser mig brat og holder dig fast, men jeg bliver igen rolig da’ du kysser mig og lover at du snart kommer igen,
så går du, uden den fjerneste ide’ om at du aldrig kommer til at holde dit løfte.