Højlydt banken på bymurens port. En låge midt i den tunge jerndør bliver flået til side. Mistænksomme øjne kigger ud på den fedladne skikkelse, som står og skutter sig udenfor.

"Hvad er Deres ærinde?" Spørger manden bag lågen højt og myndigt.

Den fedladne, hvis ansigt ligger i skygge af hætten på kutten, som værner ham mod kulden, tøver lidt og siger så med beslutsom stemme.

"luk mig ind herre, jeg søger ly og værn" efter en tænkepause tilføjer han; "Jeg har penge..."

"Bvadr... det samme skvalder hver gang... hvad skal man dog bruge penge til i ju..." Han tog sig idet

.. jeg mener disse tider"

"De må lukke mig ind herre, der er farligt herude, trolde, hekse og nisser, luk mig ind ellers er jeg fortabt" Den fedladne klynker pludselig.

"Jeg har ikke tænkt mig at lukke nogen ind... i sær ikke efter mørkets frembrud, prøv igen imorgen..tak," portvagten begynder at trække lågen til.

"vent gode herre" råber manden udenfor desperat. Portvagten tøver, vel vidende at hver skæbne han udelukker fra frelse, kan vende tilbage som en fjende. Det var hans pligt at forsøge på ikke at afvise.

"Godt, jeg vil åbne, men først må De bevise, at De ikke er smittet af decembersygen H1N123; Smid kutten"

"Men gode herre... her er så koldt, luk mig ind...derpå herre, vil jeg hvis de ønsker det smide kutten i varmere omgivelser..." I det ordene er sagt løfter den fedladne med en lynhurtig bevægelse hånden og smider en lille håndfuld støv mod portlugen.

Portvagtens blod frøs til is. Han klapper lågen i og gjalder af sine lungers kraft.

"ALARM"

Skytterne var gudskelov hurtige. Til sin rædsel nåede portvagten alligevel at høre de første strofer af "Santa is coming to town" Han iler hen til kighullet og ser manden der nu har smidt kutten:

farvestrålende rødt tøj og et langt viltert hvidt skæg...ingen tvivl H1N123, decembersyge..

... manden var uden tvivl smittet, selv med adskellige pile boret gennem kropppen dansede han vildt rundt og sang. Til sidst segnede han og faldt blandt de hundrede af lig der lå uden for muren, alle iført rødt tøj og med langt hvidt vatskæg... alle ofre for den sindssyge virus der... Han turde ikke tænke tanken til ende..

Portvagten sank. Det var overstået på et øjeblik. Julesangen forstummede atter.

Man havde endnu engang formået at holde decembersygen ude af byen.

Men til sin rædsel blev portvagten opmærksom på at han nynnede....

...nynnede en gammel julesang.

Hans hage kløede som om en masse hvidt vat sad lige under huden og truede med at bryde igennem.

Han følte sig varm og rød.

Han var smittet.

Han hilste Julen velkommen, nu den var kommet til byen!