Jeg skævede diskret til ham. Han sad lige ved sidan af mig og jeg var frygtelig bevidst om hans tilstedeværelse. Fisken lå på kanten af hans tallerken - der havde han lagt den, efter han med et udbrud gjorde opmærksom på, at han ikke kunne lide den. Ingen ved bordet var nu i tvivl og jeg vidste, at de, ligesom jeg, var pinligt berørte over hans opførsel.
Mit hjerte hamrede, som var det på vej ud af mit bryst, da jeg med spag stemme bad om en øl. Jeg vidste ikke på forhånd hvilken reaktion, dette ville frembringe - eller om der overhovedet ville komme nogen. Han var lige så uforudsigelig som vejret. Det ene øjeblik kunne solen skinne, det næste øjeblik styrtede regnen ned. Oftest reagerede han med vrede, hvis jeg foretog mig noget uden at spørge ham først.
Heldigvis smilede han bare til mig, mens han lystigt deltog i samtalen på tværs af bordet. Jeg gik fri denne gang. Jeg begyndte at slappe af i skulderene og kunne nu nyde det gode selskab.
Men for tidligt..
Inden jeg nåede at reagere, sprang han vredt op af stolen og styrtede mod døren. Måske havde jeg snakket lidt for meget med min bordherre - og lidt for lidt med ham. Måske havde jeg drukket lidt for meget alkohol. Eller måske synes han, at jeg var for pæn i tøjet. Mulighederne var uendelige - og det rene gætværk.
Jeg kiggede efter ham, mens jeg mærkede alles øjne fæstne sig ved mit ansigt. Tårerne pressede sig på bag mine øjenlåg.
"Jeg.. Jeg må hellere gå ud og se efter ham," fremstammede jeg med grådkvalt stemme.

I dette øjeblik indså jeg, at det aldrig ville blive anderledes...