Mine fingre løber roligt hen over de mange tangenter. Store som små alle kender jeg deres plads. Jeg ved også, hvad hver af dem er kaldet, hvilket sikkert er interessant, hvis man altså går op i den slags. De er endnu kolde og hårde, og jeg har ikke trykket ned på nogle af dem endnu. Ingen lyd har jeg fremtryllet.
Bænken vrikker lidt fra side til side, mens jeg sætter mig ordentlig til rette. Min bror, den eneste hjemme, er vist på sit værelse, så jeg tror ikke, han kan høre noget. Jeg elsker at spille, men hvis der er nogen der lytter, bliver jeg flov.
Det er jo bare min musik - ingen andres. Jeg tror heller ikke, de forstår, hvor vigtigt det store smukke klaver med dets tusinde af toner er for mig. Måske gør jeg det heller ikke helt selv. Jeg ser over på stuedøren. Den er lukket.
Så lader jeg tonerne lyde, og jeg træder let på pedalerne imens. Åh, musikken, så skøn. Jeg lukker øjnene og tænker mig væk.
Vi har et billede af en kvinde der spiller klaver over klaveret. Hun ser så fredfyldt ud. Når jeg har lukkede øjne ligner jeg hende. Jeg ser også yndefuld ud, og min musik, altså hendes, kan fortrylle hvemsomhelst, der kommer forbi. Men som hende, vil jeg også gerne se ud somom, jeg ikke bekymrer mig om noget som helst andet i verden end musikken, som jeg selv fremkalder.
Pludselig står min bror bag mig og prikker mig på skulderen. Jeg holder straks inde og rejser mig. Han ser vred ud. Han mener, at jeg spiller alt for højt, larmende. Jeg ser tilbage på tangenterne. Hvad ved han om det. I hans verden er alting jo larm. Det siger han selv. Han hører altid kun heavy metal, som ryster hele huset, så han skulle da nødigt tale, men hans irritation er også min egen, for jeg ved, at jeg sikkert virker meget sær, når jeg forsøger at spille på klaveret.
De tror alle, at de ved, min verden er helt lydløs, men jeg forsøger at ignore min brors nu lettere bekymrede blik. Han har måske gået til klaver, men jeg ved med mig selv, at musikken i mit hoved, når jeg spiller, er meget meget smukkere end hans egen larmende toner.