Jeg kan mærke, at hun kigger. Jeg snakker videre, gør mit bedste for at få klyngen til at grine. Jeg griner også, alt for højt. De betyder intet for mig, de er kun mennesker. Øl, musik og en kærlig tilsvining, så er deres behov stillet. Ikke mine, og heller ikke hendes, hende, hvis øjne hviler på mig og min forestilling.
Jeg udvandes i selskabet. Klyngen taler et sprog, som ikke mætter, der er ingen næring i deres udgydelser. Jeg giver op og spreder trivielle tanker. Klyngen æder dem og spytter knogler og brusk i min generelle retning. Hierarkisk samtale, ingen øjenkontakt.
Jeg søger hendes øjne på afstand. Tilfældigt.
Vi deler noget autentisk, noget underfundigt, dybt og intimt. Mellem alle disse grå statister gløder vi. Vi længes, vi begærer, vi dyrker det komplicerede.
Jeg går ikke hen og snakker med hende. Rygterne er blevet for mange, skønt de ikke har meget hold i virkeligheden. Jeg ville ønske, de havde.
Klyngen forstår ikke. Jeg kan ikke bebrejde dem det.
Jeg undskylder mig tydeligt med, at jeg skal på toilettet.
Påvirket af ligegyldighed prøver jeg at finde mig selv. Jeg kan ikke. Jeg kigger mig i spejlet, prøver at få øjenkontakt, men jeg har egentlig ikke lyst. Jeg vasker hænder og tager en dyb indånding, før jeg forsvinder helt.
Jeg overvejer at gå over til hende, sådan helt ligegyldigt. Nej, jeg kan ikke.
Jeg overvejer at opgive tanken om at få kontakt med hende.
Jeg overvejer at gå hjem.
Jeg tørrer mine hænder og forlader forstanden.
Der står hun, lige der på gangen. Jeg glemmer at trække vejret, vi siger intet lige nu, vi kigger bare. Jeg mærker, hvordan mit indre løslades.
Jeg er her.
Vi er her.
Og resten af verden er så uendeligt ligegyldig.