Jeg hører dem før jeg ser dem. En svag fløjten, der kommer nærmere. Forskrækkelsen får min mave til at knuge sig sammen og jeg stirrer op mod den sommerblå himmel. Det kan ikke passe, hvorfor lige her?!
To tynde røgstriber glider gennem himmelrummet langt over mig, hvorefter de sekunder senere drejer af og bøjer ned mod byen.
Braget er øredøvende og jorden ryster mens mennesker, huse og jord forsvinder i en altopslugende eksplosion. Jeg løber alt hvad jeg kan, men det føles ikke som om at jeg kommer nogen vegne. Det tager så lang tid at nå derhen!
Da jeg kommer nærmere kan jeg lugte røgen. Uden at se mig til siderne spæner jeg tværs igennem ruinerne for at nå frem til mine forældres hus. Eller testerne af det. Der er kun et virvar af mursten, knust træ og ødelagte møbler. Køleskabsdøren stikker op af bunken som en forvredet gravsten. Med angsten ætsende i maven begynder jeg at grave. Noget titter frem og med sitrende fingre får jeg gravet min lillebror fri. Han er fuld af rifter, men ingen synligt livstruende sår. Jeg forsøger at holde op med at græde længe nok til at jeg kan høre om hans hjerte slår. Det eneste, jeg hører, er min egne puls, der tordner afsted.
En bevægelse et stykke væk fanger min opmærksomhed. Er det nogen, der kan hjælpe? Jeg trækker luft ind for at råbe så højt jeg kan, da jeg opdager at det ikke er redningen, der er på vej. Det er soldater! Vi er blottede her midt i den flade ruin! Jeg samler hans livløse krop op og forsøger at slæbe os begge i sikkerhed. Men hvor?
Resterne af min skole tårner sig frelsende op et lille stykke væk og jeg snubler derhen så hurtigt som jeg kan. Bag en halvt ødelagt væg krummer jeg mig sammen med min lillebrors blodplettede krop i mine arme. Soldaterne giver sig god tid, spankulerer roligt rundt i deres ødelæggelse og nyder sejren. Min lillebror rører lidt på sig og begynder at græde. Lettelse og angst får min krop til at spænde som en flitsbue. Han er i live! Han slår os ihjel hvis soldaterne hører ham! Jeg forsøger at tysse på ham, men han larmer stadig. Hvad skal jeg gøre? Jeg kæmper for ikke at græde da det går op for mig at soldaterne har opdaget os og er på vej herhen.