Jeg går ned ad gaden, mærker vinden mod mit ansigt og hører bladenes raslen. Det er en efterårsmorgen og man kan mærke at årstiden er skiftet fra sensommer til efterår. Det er en isnende vind – ens fingre fryser på trods af vanter, og der dufter af regn hver morgen.

*sjask* Jeg må være kommet til at træde i en vandpyt. Inger havde hjulpet mig med at finde gummistøvlerne frem: Dem med badeænder som mit oldebarn fortalte mig.

Jeg stopper op og sætter mig ned på hug. Mine hænder føler på gummistøvlerne; de er våde fra vandpytten, men man kan mærke hvor ænderne er, for gummistøvlen buler ud hver gang der er en and. Fingrene føler på materialet, bevæger sig ned til sålen og da fingerspidserne berører gruset, lader de sig glide ned og hen over det. Jeg kan mærke stenene mod min håndflade, og sandet der glider op under neglene. Jeg forestiller mig træernes efterårsfarver som jeg husker det dengang jeg var barn.

Det var før mit sygdomsmisbrug.


Jeg minder mig selv om de glædelige stunder. Jeg bliver hvisket i øret af min datter, at mit oldebarn kommer løbende hen mod mig. Jeg åbner armene, og mærker kort efter hans bløde fingre imod mine kinder. Jeg mærker ham kysse mig og kramme mig og sætte sig ned for mine fødder og lægge sit hoved på mit knæ. Noget blødt berører min arm, og jeg tænker at det må være hans bamse. Lidt efter har jeg en lille hånd i min. Kysset sidder stadig på min kind, det føles i hvert fald sådan. Mine læber trækker sig op i et smil og jeg ler.


Jeg spreder mine fingre, og mærker sandet imellem dem.
Jeg kan høre nogen bag mig, og ubevidst trækker jeg hænderne til mig. En hånd lægger sig på min skulder.

”Du skal ind nu. Der er en sprøjte og morgenmad klar til dig.” Stemmen fortæller mig, at det er Inger. Jeg rejser mig op og følger med hende.