Turen havde varet i lang tid i mørket. Den var forløbet uden problemer og kun et lufthul, der havde rystet dem rundt, men Donald var ikke godt tilpas. Det var ikke givet, at de vendte levende tilbage. Han sendte sine tanker til familien derhjemme, og ville helst have været i fred med disse tanker, men Michael skulle absolut være entertaineren, der muntrede andre op. Han begyndte at synge, og snart stemte de andre i og knipsede fingrene.
”Don’t sit under the apple tree, with anyone else but me
I hope, that you’ve been true to me, I’ve been true to you…”
Flyets motor klingede med som dronerne på en sækkepibe. Donald hadede den sang, de spillede den konstant på kasernen. Han bøjede sig over mod Jim, der sad ved hans venstre side og tyggede tyggegummi.
”Synes du ikke, at Michael er irriterende?”
”Hvorfor det?”
”Selv nu, hvor døden måske venter os, så skaber han sig på den måde.”
”Men her kan vi netop have brug for lidt opmuntring.”
”Don’t sit under the apple tree, with anyone else but me,
Til I come marching home.”
Donald sukkede. Ikke engang Jim kunne se, at Michael var en nar. Hvorfor lå de alle på maven for ham? Donald ville hellere rette sit gevær mod ham end mod Fritz’erne.
Ham og Jim var startet i træningslejr sammen og de havde taget deres drukture sammen, men efter to måneder var Michael kommet, og så var alt helt anderledes. Michael her og Michael der, som om han var så genial med sine platte vitser.
Nu meldte piloten, at de var over målet, og de stillede sig på række og sprang efter tur. Donald stod bag ved Jim.
”Jim, lov mig lige en ting.”
”Ja?”
”Hvis jeg kreperer, vil du så se til min familie?”
”Det kan du tro.”
Nu sprang Michael, Donald greb sig selv i at ønske, at hans faldskærm ikke ville folde sig ud. Jim sprang, og så fulgte Donald efter ud i mørket.