Det er en dag som alle andre.
Jeg går min sædvanlige, adstadige tur ned af gaden, og en strøm af mennesker fosser forbi mig. Alle har så travlt. Alle har noget forfærdeligt vigtigt, der skal nås, et sted, de er nødt til at være. De er anonyme for mig, bevæger sig i en helt anden rille af livet, selvom de passerer så tæt på mig, at jeg kan høre deres forjagede pusten. Det er intet nyt. Dag ud, og dag ind, den samme tur, den samme slags mennesker. De keder mig. Det skal ikke være nogen hemmelighed.
Men i dag er anderledes.
I dag ser jeg en kvinde.
Hun kommer gående mod mig med sikre, rolige skridt. Jeg ved med det samme, at hun er anderledes. De høje hæle slår mod fliserne med selvsikker elegance, bærer hende fremad som et væsen, der svøber sig i tid, og ikke er underlagt den. Armbåndene klirrer blidt mod hinanden i takt til hendes gang, og vinden bærer en sødmefuld duft med sig, der minder mig om vilde blomster og den utæmmede vind, der blæser ind fra havet. Jeg har sat farten ned, uden at tænke over det. Hun er helt nær mig nu, så tæt på, at vi næsten kunne kollidere. Men nej... hun passerer mig, og jeg berøres i et flygtigt øjeblik af en flig af hendes kjole, en lok af hendes hår, og et hurtigt pust af hendes kropsvarme... min krop sitrer fra top til tå, men hun er allerede på vej væk, båret videre af stiletternes regelmæssige tik-tak.
Nu er jeg standset helt. Hendes parfume hænger stadig i luften, selv om den svækkes sekund for sekund. Hun er borte nu, men hun var der. Jeg knuger min stav og trækker vejret dybt. Bag mine mørke øjne er hun stadig lysende tydelig. Jeg håber, hun altid vil være der. Jeg har brug for, at nogen skiller sig ud fra mængden. Jeg har brug for, at min verden får farve.
Jeg tager mig endelig sammen og fortsætter min rolige tur ned af gaden. Der er en ny energi i mig, en ny slags styrke til at acceptere, at alle de mennesker, der passerer mig nu, er grå og ansigtsløse.
For i dag så jeg en kvinde.