– Se! råber jeg irritabelt til Kristina, som netop kommer ud i køkkenet. Det var lige netop sådan en drøm jeg fortalte dig om forleden: Chinchillaer over det hele! Kristina trækker på skuldrene og fortsætter med at pakke sin kuffert. Klokken for pokker! Den er alt for mange. Vi skal med flyveren, og jeg er ikke en gang kommet i gang med at pakke. Kufferten er væk. Skabslågen binder. Vi må ikke komme for sent. Jeg er ved at træde på en chinchillaunge. Vi SKAL nå den flyver. Stressen prikker i hele kroppen. Ungerne er væk. De sidder inde bag flyverens vinduer og vinker grædende til mig. Flyveren letter. Jeg stortuder så det gør ondt i halsen. Mine børn!
Ha-ha! Jeg flyver som en fugl, svæver hen over det smukke landskab og nyder udsigten. Ser alle menneskene, som haster rundt nede under mig. Dernede er deres flyver ved at lande. Jeg må nå dem. Jeg svinger benene ud foran mig. Jeg styrter mod jorden som en raket. Jeg skøjter ned ad kirketårnet, skater hen ad gelændere, hustage og på ski hen over søen. Jeg når i sidste øjeblik at få fat i børnene, da de kommer ud af flyveren. Tuder af glæde.