Den første dråbe ramte jorden. Den løb ned ad hendes kind og ramte asfalten, flere fulgte efter, hun opgav at stoppe dem og lod dem løbe frit.
Hun stod i vejkanten og ventede på bussen.
Hun havde taget en beslutning da sommerferien sluttede. En beslutning om at smile være åben, imødekommende og vise dem hvem hun var, i stedet for at krybe i ly bag tavsheden og være den der bare fulgte efter. Men i dag denne morgen, denne mandag morgen virkede det umenneskeligt at være åben, smilede og imødekommende. I dag havde hun mest lyst til at give op. I dag kunne hun ikke se glæden i efteråret der brændte i solen. I dag kunne hun ikke være stærk og kæmpe.
Hun stod der længe modløs på vejen, indså at bussen nok aldrig ville komme.
Hun gik med lange og desperate skridt ind i haven og snuppede sin cykel.
Hun begav sig ud på den lange tur til skole og skubbede visheden om, at hun ville komme for sent og at når hun endelig kom, ville hun være svedig og rød i hovedet, væk fra sig.
Turen fik hendes humør til at stige, følelsen af vinden der blæste i hendes hår, cyklen der adlød hendes mindste bevægelse og den smukke efterårsmorgen, der langsomt trængte ind i hendes bevidsthed. Føddernes regelmæssige trampen i padlerne fik hendes mod til at stige og en følelse af uovervindelighed fik hende til at love sig selv at, i dag var dagen hendes og hun ville lade den blive god og anderledes end alle andre mandage.
Hun smilte næsten i det øjeblik, bussen ramte hende og kastede hende over i den modsatte side af vejen.
Den første dråbe rammer jorden.