Kære dagbog.

I dag har vi en mærkelig gæst. Han siger, at han kommer fra et sted langt her fra. Han er meget syg og måske kan det smitte.
Vi har ellers haft travlt. Allesammen. Forsker-Ed, Lilli og olde har passet babyerne.Næsten alle vi andre har kogt frugtgrød, saftevand og syltetøj. Det har nemlig regnet længe, så alle hindbærrene var smattede, og rabarberne meget store og saftige.
Der stod jeg så, ved komfuret.
Først troede jeg det var regnen, der var blevet til hagl og hamrede mod døren. Men far stod nærmere, så han lukkede døren op.
Så kom der en mand ind.
Selvfølgelig fik han lov til at varme sig, og han sagde, at han hed Joakim.
Vi spiste noget af den grød, der var færdig og kølet lidt af. Joakim kunne rigtig godt lide den.
"Hvis I kan lave mere af det, så vil jeg give jer de her," smaskede han og halede en hel masse skinnende små tingester frem. De var pæne, men de kunne vist hverken spises eller spilles med, eller noget.
"Så sender jeg nogen efter jeres produkter, og får en masse flere af de her, så jeg kan sende nogen, der kan lære jer at dyrke flere bær til mig, og så skal I nok få flere af de her, og dem kan I bytte til bøger og fisk, for jeg har nemlig masser af bøger og fisk - og så skal I ikke køre så langt efter det, vel? Og måske kan I komme og lave grød til mig, der hvor jeg bor, og så skal jeg nok passe på jer og fortælle jer, hvordan I får det meget bedre, og ..."
"Vi har det glimrende!" brølede far.
Så begyndte de at skændes så højt at forskeren kom ud i køkkenet. Han så forskrækket hen på Joakim og far. Så begyndte han at tale, og selvom han ikke råbte, tav de.
"Det har taget os næsten 50 år at skabe det her samfund uden magtsyge galninge, grådige fjolser og evig angst. Glem nu dine tanker om at genindføre det gamle system."
Men det vil Joakim ikke, så nu sidder han ude på det gamle lokum. Det vi ikke bruger mere. Han har fået nogle syltetøjsmadder med. Så kan han spise dem, mens han tænker.
Og om lidt skal vi holde møde.
Mon sindssyge virkelig smitter?

Josefa, 11 år