Da jeg vågnede var det gråvejr. Det regnede ikke endnu, men jeg kunne tydeligt mærke, at det ville det komme til, og så i dag af alle dage, hvor jeg skulle have familien med til det store udendørs museum! Inde i mig selv forbandede jeg de utålelige planetologer der altid talte om en planets naturlige balance. Det var bedre dengang man styrede vejret, og man havde en fast årsvejrudsigt at forholde sig til.

Museet var fascinerende, særligt for vores ældste søn, der netop var begyndt at blive historisk interesseret. Det var spændende at se, hvordan der førhen var blevet levet. Man havde boet i huse med mange rum og selv tilberedt sin mad! Alverdens mærkelige primitive apparater havde fyldt deres boliger op, og vi havde meget sjov med at gætte på hvad de mon havde været brugt til. Det der optog min kone mest var dog billederne. Hun blev altid lidt sørgmodig når hun så billederne og filmene. Alle de forskellige mennesker med deres egne drømme og håb for fremtiden.
Særligt billederne af mødre med deres børn gik hende på, det kunne jeg tydeligt fornemme. På mange af billederne så man mødre, der holdt deres børn kærligt ind mod sig. Enhver mor ønskede sig det bedste for sine børn, og det var naturligvis trist hvis skæbnen ville det anderledes, men man skal ikke altid bære verden på sine skuldre.
Det fortalte jeg hende, hvorefter jeg strøg hendes følehorn blidt med min tunge, hvilket fik hendes hale til at svinge i en glad rytme.