Man ved aldrig om man er vågen, når man drømmer. Det hele virker så virkeligt, så snart man lægger sig og en anderledes hverdag begynder. Forleden havde jeg det på denne måde, vågen, men så alligevel sovende.
Jeg går ud af teltet, får dug på ryggen af igloteltets solskyggeting, der er holdt oppe af stænger og barduner. Håret er en redelighed og man kan næsten ligeså godt gå ind i teltet igen og smide sig på luftmadrassen. Men op skal man. Lave morgenmad til de andre skal man også, jeg er på vagten den dag sammen med min papmor og en anden af os. Alligevel er jeg ved siden af mig selv som om det er en drøm. Jeg vakler op i det store telt, hvor vi alle sammen spiser morgenmad om morgenen før dagens vagter, frokost og aftensmad. Da jeg når derop, er der helt stille, jeg er kommet for minutter for tidligt og teltet er tomt bortset fra mig, der søvndrukkent vakler ind og ser efter om der er nogen. Overvejer at gå tilbage og tage tøj på, men skal tisse og går på godik. Møder min papmor og følges med hende derhen, nu er den anden kommet og vi hjælpes ad med at sætte frem og gøre klar til at kunne spise morgenmad. Som sædvanlig, når jeg går lidt bag ved mig selv, smelter jeg sammen med mit rigtige jeg og bliver hel igen, ser det fra en perspektiv og ikke føler at jeg er to. Og så vågner jeg op.

(Det er rent faktisk noget der er sket og ikke en fiktion. Jeg har det nogen morgener og dage det på den måde, som jeg har beskrevet og det er på en lejr kaldet Blå Sommer, hvor jeg i år lige har været hjælper på den i en underlejr ved navn Nordbyen)