Jeg trykker næsen flad mod ruden. Bliver ved med at holde øjnene åbne. Om lidt kommer bussen. Den kommer. Lyde og dufte fra køkkenet når mig. Ellen pisker fløde og bollerne er snart færdige. Jeg kan høre bussen. Den stopper. Jeg smiler, selvfølgelig stopper den. De har lovet at komme, så kommer de også. Jeg kan næsten ikke vente til bussen er kørt så jeg kan vinke.
”Kan du se dem?” spørger Ellen.
”Ikke endnu.”
Bussen er væk, og der står mennesker på den anden side. Fremmede. Min hånd falder ned. Jeg stirrer fortabt på de fremmede.
”Hvorfor kommer de ikke?” spørger jeg.
Ellen ser på mig. Stryger mig over håret.
”De lovede.”
Ellen nikker.
”Måske er de forsinket,” siger jeg.
”Der kommer en bus til,” siger Ellen.
Jeg venter igen. Ved at de er med den bus. Bussen kommer og uden at stoppe farer den forbi huset. Har de glemt hvor de skal stå af?
Ellen begynder at sætte på bordet. Det ringer på døren og Ellen åbner. Gaver hober sig op. Ligger urørt på bordet bag mig. Jeg står stadig med næsen trygget flad mod ruden. Hører hvordan de hvisker bag min ryg.
”Det er synd. Hvorfor kan de heller ikke holde noget?” siger Ellens ældste datter.
Jeg lukker øjnene. Kan ikke lade være med at græde.
”Kom nu, Marie. Jeg har varmet kakao og bollerne er stadig lune,” Ellen rækker hånden ud mod mig. Jeg tager den.
Spiser bollerne og drikker kakaoen imens alle kigger på mig og smiler. Jeg ser og ser ikke. Indeni mig står jeg stadig henne ved vinduet med næsen trykket mod ruden og venter.