Sværdet faldt ned på fliserne med en klirerne lyd. Blodet løb varmt ned over hans arm til hånden, hvorfra det dryppede ned på fliserne ved siden af sværdet. Sveden brændte i hans grå øjne, der var let slørede. Modet og kræfterne sivede langsomt ud af ham, sammen med blodet fra de mange sår. Knæene gav efter under ham, og kun med de få tilbage værende kræfter, tog han fra med hænderne for faldet. Liggende rystende der på alle fire, skævede han op på sin modstander.
Han stod bare og gloede triumferende ned på ham. Stor og bredskuldret, med et skaldet hoved, der var fyldt med ar. Smilet om munden blev langsomt større, og afslørede den hvidlige tandrække, der dog blev brudt af et enkelt sort hul i midten. Modstanderens mørke stemme trængte gennem bevidstløshedens tåger. ”Jeg havde forventet en meget større modstander, da Kulamen sendte mig ud efter dig.” Han bukkede sig let ned mod ham. De mørkebrune, næsten sorte øjne, betragtede ham med et skær af skuffelse og afsky. ”Du er sølle, Lokan. Jeg fatter ikke at Kulamen var bange for dig.” fortsatte han hånligt, inden han rettede sig op.
Lokan kneb øjnene sammen og skulede op på sin modstander. ”Jeg er ikke nær så sølle som dig, Hujil.” snerrede han sammenbidt. Et spark ramte ham hårdt i siden, og fik ham til at vælte om på gulvet. ”Hold kæft.” kommanderede Hujil efterfulgt af endnu et spark. Lakon krøllede sig sammen af smerte. Han hev smertefulgt efter vejret, og han kunne ikke længere samle tankerne. Han fornemmede Hujil knæle ned ved siden af sig. ”Du kan roligt lægge dig til at dø, jeg skal nok tage mig kærligt af din veninde.” grinede han slesk og rejste sig op.
Vreden bruse gennem hans årer, men hans kræfter var væk. Han håbede inderligt, at Frejda var sluppet væk. Tankerne om, hvad Hujil ville gøre med hende, fik nederlaget til at føles endnu større. Han lukkede øjnene hårdt i, for at åbne dem igen kort efter. Omgivelserne var tågede, men Hujil stod stadig foran ham og nød sin sejer.
En susen, efterfulgt af et smask, skar gennem luften. Hujil stivnede et øjeblik, inden han langsomt sank sammen i kroppen. Benene gav efter under ham, og sendte ham ned på stengulvet. Øjnene var opspilede og gloede tomt frem for sig. En skikkelse nærmede sig hurtigt de faldende mænd.