Det var en den slags dage, hvor solen slet ikke burde være stået op; hvor regnen ikke kun har trommet ned hele natten, men har ligget på lur og ventet med det værste til man tripper ud af døren, og så slår til som hagl.

Det var min fridag og jeg havde planlagt at bruge den i min seng. Alene. Og sovende. Men som altid så bliver gode fortsætter aldrig til mere end netop det, afbrudte. Telefonen ringede, og jeg tog den tøvende, anden gang den startede en runde ringeri. Stemmen i den anden ende var ikke kun bydende, men havde også argumenterne i orden. Ti tusinde kroner for at møde op og det dobbelte for et veludført job. Jeg bandede og sagde ja. Tog mine briller fra kommoden med mine ting, og stavrede så nedenunder. Der var ikke mere kaffe i køkkenskabet, og mælken var sur som sædvanlig. Men i tøjet kom jeg og ud af døren i god ro og orden. Ud i haglvejret. Hagl så store som de marmorkugler de andre knægte i skolen plejede at kyle efter mig i frikvarterene. Udenfor i det fri uden regntøj. Uden nøgler. Uden noget.

Men kommer tid, kommer råd. Og her var tid virkelig penge. Tredive af de tunge. Det var nok til at købe mig et par tørre bukser, så jeg spildte ikke en tusse. Heldigvis boede Jørgensen nede om blokken, og det tog mig ikke ti minutter at finde derhen. Jeg bankede ikke på. Det er ikke høfligt at ulejlige folk med noget man selv kan gøre, så jeg åbnede døren til lejligheden så stille jeg kunne, for ikke at forstyrre dem, forstås. Entreen var tom, undtagen for tre par sko. Jørgensen var kendt for sine sælsomme hygienjeideer, når det gjaldt hans egen rede. Der var en frygtelig støj knebren inde fra stuen, og jeg tænkte at det var nu eller aldrig. Tiden var inde.

Jeg sparkede stuedøren op, strøg ind og fiskede min lighter op fra lommen. Og mens jeg tydeligt så tingene på min kommode for mig, stirrede Jørgensen, Langsomme Lasse og Bent forbavset på mig. På kommoden lå der fra venstre mod højre: solbriller, cigaretter, kondomer, lommetørklæder, ørepropper, reb, så nøgler, og til sidst min pistol.

Bent var den første, der kom op at stå, men det var alligevel Lasse, der nåede mig først.