Det var aften med en skyfri himmel, månen spejlede sig i den rolige sø, der kastede lyset tilbage i den mørke nat, hvor træerne stod stille med deres nyudsprungne kroner. I det fjerne var der en fugl, der sang et forvarsel om foråret, men han ville ikke komme til at opleve det, for nu ville han gøre en ende på det hele.
Han egnede sig ikke til at have med andre mennesker at gøre, det havde han set i øjnene, og nu skulle han snart slippes ud i samfundet fra den skole, som hadede ham. Hvorfor ikke bare forlade denne jord, inden han oplevede flere nederlag? Han havde mere end tres år at leve endnu, hvis han nåede gennemsnitslevealderen for mænd i Danmark, han holdt ikke tanken ud om at fortsætte så lang tid med et liv, han ikke kunne leve.
Tanken om at tage turen ned i den blanke sø var indbydende. Månens reflekterende lys indbød ham venligt til at træde nærmere, hoppe i og få den fred, som han syntes at aflæse i den spejlblanke overflade. Så var dette lorteliv overstået?
Hvordan mon det var at drukne? Han gøs lidt, passede det, at ens liv passerede revy? Ville det også gøre ondt at få vand i lungerne inden man mistede bevidstheden?
Det var jo kun en kort tid, så var det hele overstået. Det var bedre end mange års sviende nederlag.
Nogle tårer begyndte at løbe ned over hans kind. Hans far og mor ville blive kede af det, men de ville blive skuffet over ham, hvis han levede videre. Hans tidligere venner hadede ham nu, de ville ikke savne ham. Nu skulle han ud af verden, den ville ikke tabe noget ved det.
Han stillede sig op på den yderste kant og gjorde sig klar til at springe.