Som et dyr bevæger han sig nærmest lydløst igennem skoven. Vladek har været her før, kender de få stier som stadig er i brug.
Vladek er nærmest umulig at se, hans snipersuit gør han falder sammen med omgivelserne, da han stille bevæger sig igennem skoven.
Endelig efter 72 minutters meget stille gang i skoven kommer han til sit mål, et punkt højt hævet over byen Jetslav.
Han finder stedet hvor han uset kan betragte byen og dets indbyggere. Han er totalt skjult at fyr, birk og egetræer, og kan nu i sikkerhed ligge på sit punkt og observere uset ned imod byen.
Målet er Generalen på kasernen dernede. Stille tager han plasticlommen ud af de dybe lommer, og ligger billedet foran sig. Billedet er tydeligt og klart af det svin der har slået så mange civile ihjel, Vladek hader nu...kan mærke han bider tænderne sammen.
Han har en præcis plan for hvornår og hvordan generalens vaner er, og Vladek ved at tiden nærmer sig for han skal ligge klar med sin riffel.
Stille og roligt som så mange gange før ligger han kolben godt ind i skulderens muskulatur, og i kikkerten observerer han hvor stille der er på kaserne området, enkelte er i gang med reparation at en lastbil ser det ud til, og andre øver eksercits. Hvor generalens hovedkvarter ligger er alt stille.
Sådan ligger Vladek i timevis, ind imellem må han lave øvelser for at få musklerne til at slappe af.
Pludseligt ser han døren gå op, og ud træder generalen. Vladek har forberedt sig på dette øjeblik i mange mange dage, han bevæger sigtet op langs med generalens krop, og nu er trådsigtet i generalens ansigt. Bevidst prøver Vladek at kompensere for den stille vind der komme fra Syd Syd Vest, og stille og roligt trykkes aftrækkeren langsomt ind med højre hånds pegefinger.
Pludseligt hører Vladek en tyk gren knække lige bag sig.