Fitness
Peter
12 år siden
Vinteren strenges.
Mette Boe Ch...
1 måned, 21 dage siden
Dagen tiltaget med 1 time...
Hanna Fink (...
11 år siden
Fremtid og nutid
Lisa Brøndbe...
4 år siden
Adhd pille som brille
reseptpennen
8 år siden
Jeg er blevet Morfar
Poul Brasch ...
8 år siden
13.09.2016
Marianne Mar...
8 år siden
Citrontræ
Halina Abram...
7 år siden
Bornholm 3
Michala Esch...
16 år siden
Min russisk ven
Halina Abram...
7 år siden
Forårsnadver til online-u...
Camilla Rasm...
10 år siden
Dagen tiltaget 2timer og ...
Hanna Fink (...
12 år siden
Haven og højrefløjs ateis...
Kenny Raun (...
8 måneder, 22 dage siden
Operation
Halina Abram...
11 måneder, 10 dage siden
Højskolehjemkomst.
Hanna Fink (...
11 år siden
at turde er at miste fodf...
Julie Vester...
11 år siden
Forandring
Hanna Fink (...
9 år siden
Frækt Honey
Kenneth Hvid...
1 år, 2 måneder siden
Tilstand - stilstand
Sylvia Ebbes...
11 år siden
23 år - derfor naiv - Kas...
Kasper Lund ...
8 år siden
Bornholm2
Michala Esch...
16 år siden
Sort og hvid.
Line Ley Jen...
10 år siden
Katten, sofaen og jeg
Carsten Cede...
9 år siden
Hovedafbryderen
Rud Stenfisk...
4 år siden
Hele verden, healings-heg...
Camilla Rasm...
8 år siden
Roligt forelsket..
Sophie Hatte...
12 år siden
Dagen - Livet Passere forbi uden jeg mærket det, opdager det.

Og så ikke helt alligevel, for mærker fustration, tristhed, ligegyldighed, bekymring, negative tanker.

Min frygt / bekymring for det nye job, ja det gik som jeg frygtede.

Igen sidder jeg stum som en dør, tankerne kører - sig noget, spørg om noget, kommentere et eller andet - gør noget, 'men intet kommer ud.
Det er så slemt nu, at de andre ikke gider tale men mig, med mindre jeg spørger om noget eller det er arbejdsrelateret.

Min chef har kaldt til samtale, ca. hver 14 dag.
Mine kolleager havde givet udtryk for at jeg virkede ligeglad, uinteresseret, jeg var langsom, at jeg ikke hørte efter når jeg blev lært op, at jeg bare var der for at have noget at lave.

Det var en hård kamel at sluge.

Det gik godt i starten, (var bekymret for at sige ja til jobbet de vi kun er 4 og kender den ene lidt far et andet job, hvor hunkunne være en ikke så rar person)

Hende der skulle lære mig op, blev efter et par uge sendt til USA.
De 2 andre... ja havde det som om jeg var en belastning, når jeg spurgte om hjælp, blev usikker.
der blev trukket på skulderene, ville ikke lære mig noget nyt..
Snakker ikke så meget med mig.

Føler jeg snakker rigtig godt men hende der lærer mig op.
Efter nogle mder, sker der nogle ting som hun er utilfreds med, og hun "brokker" rigtig meget til mig, og har flere gange været til vores chef.
Hun giver udtryk for, at hun syntes de andre ikke kan være bekendt at ignorere mig, og kalder det mobning.

Jeg har været sygmeldt i nogle dage, hun fortæller at vores chef nok kommer og vil tale med mig, for hun havde brokket sig.
Rigtigt jeg blev kaldt til møde, fik af vide hvordan mine kolleager så mig. Og min chef sagde at det jeg havde følt og oplevet var min egen skyld.
At jeg selv skulle gøre noget - og hun ville holde møde hver 14. dage til jeg var en del af gruppen og var blevet hurtigere til mit job.

Dagen efter dette møde snakker jeg med hende, jeg følte jeg kunne snakke med. Fortæller om samtalen, sagde at det havde jeg ikke lige set komme.
Efter den dag har vi ikke rigtig snakket sammen... Ved ikke om jeg har sagt eller gjort noget forkert ??

Et stort rod og bestemt ikke rart...
Ved godt jeg er stille, meget stille... men heller ikke ment når man bliver ignoreret...

I tirsdags brød jeg sammen...
sad med noget arbejde der drillede, havde lavet det om 3 gange, og får den ene til at tjekke det, ej det var ikke godt nok, om den anden ikke kunne komme og kigge...
Den måde de stod og snakkede og kommenterede det på... vi har sagt hvordan du skal det så mange
gange.
- det blev for meget, tude tude... desværre skulle jeg til samtale m chef og hr dame bagefter.. så var stadig ked at jeg kom der ned...
- De kunne ikke forstå min reaktion... det var et stort skridt tilbage, jeg skulle overveje om jeg ville dette job...
HR damen... kigger på mig... hvordan jeg var privat, om jeg ikke gik men en masse jeg havde brug for at snakke med en psykolog om...

Kunne så sige ugen for inden havde jeg fået en tid hos min læge... desværre først om en måned...

Oven i alt dette dør min far i starten af januar.
Vi var kaldt til møde, da lægerne ikke kunne gøre mere for ham, andet end smertestillende... vi snakker og griner, han laver sjov med sygeplejersken.
Næste morgen får vi af vide, at det går dårligt og skulle nogle sige farvel skulle det være nu...!!! Han dør samme aften sent...
Min mor er sønderknust, så min bror og jeg må klare alt for hende, incl. at hun skal flytte 14 dagen efter hans død...

I april har jeg endnu en spontan abort.

For en lille mde siden snakker jeg med min svigerinde...
Hun prikker lidt til mig mht. min mand, der tænker mere på sig selv og det han vil... end jeg og hans søn..
At jeg skulle se at få sagt noget til ham, ellers ville jeg eksplodere..
Og skulle det komme der til, at vi gik fra hinanden ville min søn og jeg stadig være en del af familien... Jeg havde begge mine svigerinders støtte/opbagning...

Den ene dag, jeg var der ude... snakker vi lidt om min mand... og hendes store pige kommer forbi og siger, hun syntes jeg skulle forlade ham og komme ud og bo hos dem... bum bum...

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Gik som jeg frygtede. er publiceret 17/06-2016 21:41 af xangelx.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.