Hardcore, møghamrende beskidt, whiskeyånde-stikende, crowdsurfing appelerende, for slet ikke at forglemme religionsbetvivlende rock n' roll.
"I don't need no religion to know, that i'll be damned. "
Det er hvad der på nuværende punkt, i det fænomen vi stresser os selv med, fylder mit hoved. Tiden. En størrelse som ikke eksisterer. Med håbefulde, sorte og søndersmadrede sommerfugle i maven, tænker jeg mig til det, som kommer. Det som venter.
"I'm so fucking fed up, with all that shit about heaven and hell! " Og det er på nøjagtig samme måde jeg har det. "I'm so fucking mad! " Og musikkens smukke, rebelske, dybt kontroversielle tekster taler til mig, giver mig en pause.
En pause fra alle de sociale krav, fra normalitetens ramme som jeg ikke passer ind i, fra alle de konventionelle, ligegyldige emner og begivenheder som fylder noget hos flertallet.
Jeg vil ikke se, eller høre om andre menneskers tro. Det er et ikke eksisterende felt i min livsførelse. For min skyld må folk tilbede en gigantisk sort dildo, i store grupper - iført fullbody latexdragter. Jeg er ligeglad med, om folk fravælger deres selvstændighed til en tanke om, at der over skyerne sidder en nøgen pungrotte, hvis funktion i verdenen er, at kontrollere om vi synder, at berige os med gaver hvis vi ikke gør. Fuck det. Gud hader dig, og især mig.
Vi endte naturligvis i lagenerne, i badet, og i stuen. Og sådan var det. Det var som sådan noget er. Jeg er generelt ikke overdådigt imponeret over sex. Det har aldrig haft den helt store prioritet i mit univers. Måske mærker jeg ikke min egen krop. Måske mærker jeg ikke min omverden. Måske er jeg fucking ligeglad.
- Kasper Lund