Hver morgen på vej til arbejde stener jeg over et gavlmaleri, hvor der står 'PIKSPYD'. Jeg tænker 'åh ja'. Og så cykler jeg videre, drejer om hjørner, og senere på dagen står jeg på kontorets tagterasse og stener over endnu et facademaleri, hvor der står KONTORLIV. Ud af disse bogstaver laver jeg adskillige anagrammer mens jeg slurbrer min kaffe... først og fremmest er der lidt et VI i overskud når jeg får den til LORT NOK, som på så mange planer giver mening. Jeg kan også få den til finurlige TORKIL OVN eller LORT VIN KO eller KLIT VON RO. Well, the brain works in mysterious ways. På vej hjem mediterer jeg lidt over et gavlmaleri, hvor der står ENSOMT - vinteren gav mig anagrammet TOM SNE.

Ensomt. I diden't sign up for that. Men sådan er det. Jeg sover græsallergien ud af systemet. Har nu formået at stille to højtbelagte makrelmadder på et ikke-eksisterende bord. Makrelmadsarmageddon og mayonaise-apokalypse. Jeg søber i kaffen og skriver endelig lidt. Underboen ser fodbold med the usual crew. Da jeg for lidt siden, efter makrelmadsforliset overgav mig og lumrede ned af gaden med kurs mod slikkiosken stod Mumrikken fuld ude på gaden og råbte skældsord ud under den grønne hat. "Jeg hader røde biler, må alle røde biler brænde i helvede sammen med alle rødhårede børn". Det kan der vel være noget om. Længere nede lyder der vanvittige hyl og skrig fra en lejlighed. Alle hænger ud af vinduerne. En psykisk syg? Det er jo Vesterbro.

Lige nu er der mere kontor end liv i mit liv. Jeg ved ikke hvordan jeg skal få prikket hul på det. Og det føles som om de 35 er lige om hjørnet. En halvrund fødselsdepression.